Aflevering

Vi er blevet færdige med det indvendige arbejde i vores totalentreprise 14 dage før tid. Vi gik en gennemgang med kunden og deres byggerådgiver, og fik utrolig meget ros. Kundens byggerådgiver er vant til at lave afleveringsforretning på især nybyg og hun fortalte os, at vi med vores aflevering var ude i småtingsafdelingen, med hensyn til fejl og mangler på vores arbejde – og som byggerådgiveren sagde, “skal man jo altid finde nogle fejl”. Vi blev desuden rost for at have færre fejl, end når der bliver lavet afleveringsforretning på et nybygget hus. Vi har arbejdet til kl 23 hver dag den sidste uge for at få alle detaljerne færdige og vi er glade for resultatet af denne totalentreprise. Man er jo altid meget spændt på hvad kunden og rådgiver siger og når man så slutter gennemgangen af med en super tilfreds kunde, samt rådgiver, så bliver man glad – rigtigt glad!

Sidste runde af denne totalentreprise

Der blev lagt dampspærre op og monteret 2 lag gips i loftet i hele huset. Nye gulve med gulvvarme overalt. Vi fik lavet 2 lækre badeværelser samt monteret nyt køkken. Der blev installeret Genvex anlæg (ventilationsanlæg til bedre indeklima) samt efterisoleret loft. Elektrikeren har udskiftet alt el og monteret nye spots, loftudtag samt kontakter.  Huset er blevet filset i en grå hæftemørtel og der er kommet nye Velfac vinduer i alle rum. Vi har været hele vejen rundt – selv kælderen fik nyt bryggers og malede gulve.