Håndværkerblog  – 6 måneders fødselsdag

Så er det tid tid en status. Vi har haft vores håndværkerblog i et halvt års tid, og er mega glade og stolte over at have rundet 5.500 “brugere/læsere” og haft små 15.000 sidevisninger af vores indlæg. Vi har også fået 1.500 følgere på vores instagram profil. Vi havde måske håbet på at få en 1/10 del af det, da vi startede den. Hvad betyder det så med de tal? Det betyder, at vi for tilbudt rigtigt meget arbejde og at vi har fået nogle super fede og dygtige samarbejdspartnere.

Måske er der nogle, der tænker, at Focus Plus kun handler om “fancy pancy”. Dyre snedkermøbler, Vola armaturer, sildebensparket og andre løsninger i den lidt mere eksklusive kategori – det er ikke tilfældet! Der er ingen tvivl om, at vi elsker godt design, gennemtænkte løsninger samt lækkert håndværk, men vi sætter ligeså stor ære i at levere et godt stykke arbejde på de mindre fancy projekter. Der bliver kradset fuger ud, lavet terrasser, støbt nye fundamenter samt lavet en masse malerarbejde osv.

At være selvstændig er ikke let. De fleste der har prøvet det i bare 20 min. vil nok give os ret. At være hovedentreprenør er absolut heller ikke let. Der er rigtig mange bolde i luften og alle andres problemer, bliver meget hurtigt dine problemer. Der er mange faggrupper, der skal koordineres og alt skal klappe. Der er ingen der er perfekte, og selvfølgelig bliver der lavet fejl, men vi retter dem og kommer i mål.

Et godt råd til kunderne i byggebanchen

Der er travlt i branchen i øjeblikket, rigtigt travlt! Der er selvfølgelig super dejligt, men det gør også at timepriserne er skruet op på håndværkere i øjeblikket. Priser der er givet på projekter for bare 2 mdr. siden, holder ikke nu. Det betyder, at hvis I som kunde indhenter priser på et projekt, men er lang tid om at acceptere opstart af arbejdet og udfærdige en kontrakt med startdato, vil entreprenøren i mellemtiden have fået en masse andre projekter i bogen. Disse kunder har højst sandsynligt fået en “ny pris” og hvis de har accepteret opstart med det samme og aftalt en startdato, komme de selvfølgelig først.  Det kan være rigtig frustrerende for kunder, at de skal vente med at komme igang, når de nu endelig har taget beslutningen om at igangsætte projektet. Så vores råd til jer er at træffe en beslutning forholdsvis hurtigt og få udfærdiget en kontrakt med en startdato. Så har entreprenøren mulighed for at “putte jer i kalenderen” ved først kommende lejlighed og I fastholder den pris entreprenøren har givet jer på aftaletidspunktet.

Vi har undersøgt branchen lidt, og hos Focus Plus ligger vi i gennemsnit 25 kr lavere på timeprisen, end de fleste af vores konkurrenter i øjeblikket. Men vores ordrebog er ligeså fyldt som andres og vi er selvfølgelig også nødt til at tage projekter ind efter princippet “først til mølle”, for at kunne planlægge vores arbejde og tilgodese de kunder, der hurtigst accepterer opstart af arbejde.

Vi er glade for at erfare at denne håndværkerblog læses af mange og at vores arbejde værdsættes. Tak til alle vores super dejlige kunder og samarbejdspartnere. Vi sætter stor pris på vores gode samarbejde og glæder os til at se hvad fremtiden bringer.

De bedste hilsner

Peter & Bjørke